Vores personlige ejendele som tøj, møbler og cykler kan blive beskadiget eller forsvinde ved brand, tyveri, hærværk, vandskade eller ved et færdselsuheld.
Sammen med vores erstatningsansvar kan disse risici forsikres på den kombinerede indboforsikring.
Indboforsikringen - der også kaldes familieforsikring, privatforsikring, hjemforsikring, husstandsforsikring, boligforsikring, indboforsikring eller Familiens Basisforsikring - er en pakkeløsning, der bl.a. indeholder
- indboforsikring
- ansvarsforsikring
- retshjælpsforsikring.
Hvem gælder forsikringen for?
Familieforsikringen gælder for alle familiemedlemmer, der er tilmeldt Folkeregisteret på forsikringstagerens adresse. Altså også hjemmeboende børn, selv om de er blevet voksne. Forsikringen gælder også for fastboende hushjælp, men ikke for logerende. Plejebørn vil ofte være omfattet af denne forsikring.
Er børnene flyttet hjemmefra, gælder forsikringen stadig. Men kun hvis de er under 21 år, bor alene og ikke selv har børn boende hos sig.