Bygningsforsikringen omfatter alle bygninger på grunden samt faste installationer og bygningstilbehør som for eksempel vinduesglas, sanitet, hårde hvidevarer, radiatorer, vandinstallationer og flagstænger.
Indboforsikringen omfattet det indbo, som altid befinder sig i huset. Det er for eksempel møbler, tøj, service og haveredskaber.
Forsikringerne:
Bygningsforsikring omfatter:
En brandforsikring, der dækker skader, som skyldes brand, direkte lynnedslag, kortslutning, eksplosion og lignende.
En hus- og grundejerforsikring med dækning for:
- stormskader
- snetryksskader
- skader efter voldsomt sky- og tøbrud
- tyveri og hærværk på de ting villaforsikringen omfatter
- udstrømning af vand
- brud på glas og sanitet
- samt en række andre pludselige skader.
Indboforsikring omfatter:
En brandforsikring, der dækker skader, som skyldes brand, direkte lynnedslag, kortslutning, eksplosion og lignende.
En tyveriforsikring, der dækker skader, som skyldes indbrudstyveri, simpelt tyveri, ran og røveri, hærværk.
En vandskadeforsikring, der dækker skader, som skyldes udstrømning af væsker, storm samt oversvømmelse.
Ansvarsforsikring:
Ansvarsforsikringen dækker, hvis du som husejer ved uforsigtighed eller en forglemmelse er skyld i en skade på andres ting eller på andre personer. Har du fx forsømt at vedligeholde dit tag, og en tagsten falder ned og rammer en person, dækker forsikringen dit erstatningsansvar. Det gælder dog ikke, hvis det alene er vindstyrken under et stormvejr, der er årsag til at tagstenen falder ned. Så er det ikke din skyld, og den tilskadekomne har ikke ret til erstatning fra dig og dermed din forsikring.
Retshjælpforsikring:
Retshjælpsforsikringen betaler i visse tilfælde sagsomkostninger, hvis du som husejer bliver part i en sag, fx ved en retssag mod en entreprenør om mangler ved et arbejde udført på dit hus.
For at du kan bruge retshjælpsforsikringen, skal du i de fleste tilfælde først henvende dig til en advokat, der vil vejlede dig om, hvad du skal gøre. Retshjælpsforsikringen har en maksimumdækning og selvrisiko, der er forskellig i forsikringsselskaberne.