Enlig med børn  
Er du enlig og har børn kan følgende  være relevant for dig:

Kapitalpension
Du kan købe en kapitalpension, indtil du fylder 75/77 år. I 2012 kan du maksimalt indbetale 46.000 kr. med fradrag i den personlige indkomstskat, dog ikke i topskatten.

Kapitalpension udbetales som et engangsbeløb

Hvornår du kan få pensionen udbetalt afhænger af, hvornår du er født, og hvornår du har købt din pension. Du kan tidligst få pensionen udbetalt mellem 60 og 62 år og senest mellem 75 og 77 år. Du skal betale 40 pct. i afgift til staten ved udbetaling.

Du kan ændre din kapitalpension til en ratepension eller en livrente. 

Ratepension
Du kan købe en ratepension, hvis du endnu ikke er fyldt 75/77 år. 

For ratepensioner og ophørende livrenter er der fra indkomståret 2010 indført et fælles 100.000-kr.s-loft  for den årlige fradragsret. Og loftet gælder samlet for arbejdsgiver- og private ordninger. Med virkning fra 2012 er loftet halveret til 50.000 kr.

Ratepensionen udbetales i månedlige beløb i mindst 10 år og højst 25 år. Udbetaling af din ratepension skal senest begynde, når du er 75 eller 77 år og afhænger blandt andet af, hvornår du har købt din pension.  

Du betaler personlig indkomstskat af udbetalingerne. 

Du kan ændre din ratepension til en livrente, inden udbetaling begynder.

Ophørende livrente
Du kan købe en ophørende livrente, uanset hvor gammel du er.

For ratepensioner og ophørende livrenter er der fra indkomståret 2010 indført et fælles 100.000-kr.s-loft  for den årlige fradragsret. Og loftet gælder samlet for arbejdsgiver- og private ordninger. Med virkning fra 2012 er loftet halveret til 50.000 kr.

Den ophørende livrente udbetales i månedlige beløb i mindst 10 år, dog længst så længe du lever.

Hvornår din pension kan udbetales afhænger af, hvornår du er født, og hvornår din pensionsordning er oprettet. Udbetaling af en ophørende livrente kan tidligst begynde, når du er mellem 60 og 62 år.

Du betaler personlig indkomstskat af udbetalingerne. 

Livsvarig livrente
Du kan købe en livrente, uanset hvor gammel du er. Du kan indbetale så meget, du ønsker.

  • Pension gennem din arbejdsgiver - du får altid fuldt skattefradrag for dine indbetalinger i indbetalingsåret.
  • Pension, du selv har købt - om du kan få skattefradrag for dine indbetalinger i indbetalingsåret afhænger af, hvor meget og hvor længe du indbetaler til ordningen.
  • Pengene udbetales i månedlige beløbså længe du lever..
    Hvornår din pension kan udbetales afhænger af, hvornår du er født, og hvornår din pensionsordning er oprettet. Udbetaling af en livrente kan tidligst begynde, når du er mellem 60 og 62 år. 

Du betaler personlig indkomstskat af udbetalingerne.

Livsforsikring
En forsikring, der udbetales til dine børn uanset deres alder, når du dør. Den kan udbetales på én gang eller som et månedligt beløb over en årrække. Af engangsbeløbet skal dine børn betale en afgift til staten på 40 pct., mens de løbende udbetalinger beskattes som personlig indkomst.

Børnepension
Dine børn får en månedlig udbetaling over en årrække, hvis du dør tidligt. Udbetalingen stopper senest, når børnene fylder 24 år. Dine børn bliver beskattet af udbetalingerne.

Invalidepension - forsikring ved nedsat erhvervsevne
Med en invalidepension eller en forsikring ved nedsat erhvervsevne/arbejdsevne får du penge udbetalt, hvis din evne til at arbejde bliver meget mindre.

Det kan være svært at takle, at du ikke kan arbejde som før. Har du sikret dig en løbende indtægt, skal du ikke også spekulere på, hvordan du får det til at løbe rundt økonomisk. 

Du skal have mistet 2/3 af din erhvervsevne, eller hos nogle pensionsinstitutter halvdelen af din erhvervsevne, for at få udbetalt pension. Udbetalingen starter typisk først efter 3 måneder.

Det er som regel et krav, at du er uarbejdsdygtig i alle erhverv - ikke kun det erhverv, du er i. Udbetalingen fortsætter, indtil du eventuelt får det bedre, eller til pensionen udløber - typisk ved din pensionsalder. Udbetalingerne bliver beskattet som personlig indkomst.

Du kan også købe en invalideforsikring, der udbetales som et engangsbeløb.

Sundhedsforsikring
En sundhedsforsikring dækker udgifter til undersøgelser, behandling, medicin og genoptræning på eksempelvis et privathospital. Det betyder, at du ikke skal vente så længe på behandling. Du kan derfor hurtigere komme tilbage til hverdagen.

Eksempler på dækninger i en sundhedsforsikring er:

  • hospitalsophold og medicin
  • operationer
  • pacemaker
  • proteser og hjælpemidler
  • laboratorie- og røntgenundersøgelser
  • scanning
  • genoptræning
  • fysioterapeut og kiropraktor
  • psykolog
  • psykiater og krisehjælp 
  • alkoholafvænning 

En sundhedsforsikring dækker ikke sygdomme eller symptomer, du havde, før du købte forsikringen.

Der er forskellige regler fra selskab til selskab, så tjek dine forsikringsbetingelser eller spørg hos dit selskab.

Visse kritiske sygdomme
En kritisk sygdom er for eksempel blodprop i hjertet, sclerose og hjerneblødning og de fleste kræftformer. Rammes du af en sygdom, der er nævnt i din forsikring, får du en kontant skattefri udbetaling, når diagnosen er stillet.   

Der er forskel fra selskab til selskab på, hvilke sygdomme, der er forsikret. Så tjek dine forsikringsbetingelser eller spørg hos dit pensionsselskab.

Du bestemmer selv, hvad pengene skal bruges til. Du behøver ikke bruge pengene til behandling af din sygdom. Du kan for eksempel bruge pengene til at indfri gæld, tage på rekreation eller indrette dit hjem efter sygdommens art.

Præmiefritagelse
Præmiefritagelse betyder, at du ikke længere skal indbetale til pensionsordningen, hvis du mister erhvervsevnen. Præmiefritagelsen betyder, at din pension ikke bliver mindre, fordi dine pensionsindbetalinger stopper.

Præmiefritagelsen træder i kraft 3 måneder efter, at erhvervsevnen er nedsat med 2/3 eller mere. Den fortsætter, indtil du får det bedre, eller forsikringen udløber.

Publiceret/Opdateret 28-12-2011